I dette fængslende mesterværk spiller det bløde, diffuse lys vidunderligt over Themsen og skaber en glitrende overflade, der indbyder beskueren til at fortabe sig i dens rolige skønhed. De dybe grønne og blå nuancer af den skyggete parlamentariske bygning står i smuk kontrast til de varme, lilafarvede toner i himlen og antyder det tidspunkt af dagen, hvor solen går ned, og byen forvandles til en spøgelsesagtig vision. Penselstræk er livlige, og genlyder energien, der pulserer gennem scenen, hvilket indfanger Londons stille, men palpabel vitalitet.

Der er en eterisk kvalitet i maleriet: de vandige refleksioner af den arkitektoniske storhed ser næsten drømmende ud; de bølger og blander sig med hinanden, som om grænserne mellem himmel og vand, virkelighed og fantasi er ved at opløse sig. Monets farvevalg—en så harmonisk palet af blå, grønne og bløde rosa nuancer—skaber en følelsesmæssig resonans, der får én til både at føle sig eftertænksom og forundret over skønheden i det fangede øjeblik.