I dette stille landskab inviteres beskueren til at være vidne til en blid dans af efterårets overgangsfarver. Guld-brune, ravlignende blade falder fra de høje træer, hvis klare gule nuancer står i skarp kontrast til de kolde blå nuancer af den store flod nedenfor. Penselstræk, både bevidste og bløde, fremkalder en følelse af nostalgi; de fylder scenen med en næsten lyrisk kvalitet, der antyder, at naturen kan handle både om at se og føle. Som øjet bevæger sig hen over lærredet, drages det mod den maleriske landsby, der stille ligger ved vandet, hvor beskedne bygninger arrangerer sig i en ydmyg række af hvide og afdæmpede nuancer, smeltende sammen med miljøet, men dog står stolt i deres enkelhed.

Kompositionen er mesterligt balanceret, med de lodrette linjer af træer, der står i kontrast til de bølgende bakker og horisonten, der ser ud til at strække sig uendeligt i det fjerne. Kunstneren bruger en palet, der er rig på jorden toner, med slående farvepletter, der fremkalder essensen af efteråret – en sæson både af nedbrydning og skønhed. Den følelsesmæssige indflydelse er dyb; man kan næsten høre raslingen af bladene og føle den friske luft, da scenen kan minde seerne om deres egne forbindelser til naturen eller øjeblikke tilbragt i rolige omgivelser. Dette kunstværk resonerer med historisk betydning, idet det inkorporerer en stil, der fejrer skønheden i den russiske natur, samtidig med at det reflekterer personlige intuitioner og oplevelser, der strækker sig over tid og rum.