I dette mesterværk i blå nuancer bliver beskueren straks tiltrukket af den impressionistiske skildring af en storslået katedral; det er ikke bare et maleri, men et vindue til et flygtigt øjeblik i tiden. Den bløde uklarhed i strukturens silhuet tillader en at føle den overvældende tilstedeværelse af Rouen Katedral — et vidnesbyrd om både arkitektoniske vidundere og åndelig betydning. Monet's penselstræk hvisker om lys og form, og fanger essensen af dette elskede sted, med fokus mere på følelsesmæssig resonans end på præcision.

Kompositionen leges med lys og skygge, som indbyder øjet til at danse langs lærredet. Den majestætiske form af katedralen rejser sig storslået, næsten spøgelsesagtig i sin storhed, mens den nederste del er blødgjort med antydninger af bygninger, der giver en følelse af målestok. Farvepaletten, domineret af bløde blå nuancer, vækker følelser af ro og introspektion; de kolde toner ser ud til at absorbere det omgivende lys og skaber en rolig atmosfære, der inviterer til kontemplation. Gennem dette værk giver Monet os mulighed for at opleve katedralen ikke kun som et arkitektonisk monument, men som en følelsesmæssig oplevelse dybt sammenflettet med stedet selv — dens ånd fanget i øjeblikke af lys og stilhed, der legemliggør essensen af impressionismen.