Dette kunstværk skildrer en scene af både, der er strandet på en strand, hvilket genlyder af en følelse af stille ro. I forgrunden står en gammel træbåd, hvis linjer understreges af leg med lys og skygge. I baggrunden er der en anden båd, der peger mod horisonten, hvis master antyder aktivitet men dog tilbageholdes af kystens stille. De omgivende elementer som skrammel og tekstureret sand styrker fortællingen om forladthed og tidens gang. Den blide bølgen af vandet fanger det flygtige øjeblik, hvor naturen ser ud til at holde vejret, før den genvinder livet til disse skibe.

Når vi undersøger kompositionen, kontrasterer de stærke linjer af bådene med de bløde, næsten flygtige konturer af stranden, hvilket fremkalder en kvalitet, der er håndgribelig men drømmende. Kunstnerens valg af dæmpede toner skaber en palet fyldt med nostalgi; grå, brune og svage hvidfakskaber, som blandes sammen, hvilket antyder skumringstimer, hvor dagens bekymringer opløses i ensomheden. Denne scene resonnerer følelsesmæssigt, hvilket opfordrer til refleksioner over livets kortvarighed og forandringens uundgåelighed. Skabt i en periode hvor kunstnere som Monet begyndte at fange essensen af modernitet, fremhæver dette værk det fredelige men flygtige forhold mellem menneske, natur og de skibe, der sejler over vandene.