Scenen udfolder sig under en vidstrakt, bleg himmel, et lærred af subtile gradueringer, der antyder ørkenens ubarmhjertige sol. Bygninger af forvitret sten og okkerfarver dominerer kompositionen, deres former er blødgjort af det atmosfæriske perspektiv. I midten gennemborer en højtstående minaret himlen, en lodret modpol til byens vandrette udstrækning. En følelse af alder og historie udgår fra arkitekturen, der hvisker fortællinger om en civilisation, der har stået tidens prøve. Forgrunden er levende med suset fra en travl by, små figurer af mennesker samles omkring porten, nogle i livlig samtale og bevægelse. Hele scenen er gennemsyret af stilhed, et øjeblik fanget i tiden.