I dette fængslende efterårslanskab bliver betrakteren tryllebundet af det livlige samspil mellem farve og lys; de gyldne orange og brændende røde nuancer af løv danser i harmoni mod baggrunden af en blød, vidtstrakt blå himmel. Scenen beriges af en række træer, hvis blade oplyst af solen skaber en varm atmosfære, der fremkalder den trøstende omfavnelse af sæsonen. En blid bæk snor sig gennem kompositionen, der spejler farverne ovenover og harmoniserer med de rige grønne nuancer af vegetation — en fredfyldt invitation til at stoppe op og trække vejret i naturens skønhed.

To figurer — der tilsyneladende er fortabt i deres egen verden — går langsomt langs vandkanten, hvilket øger det narrative element i stykket. Landskabet antyder en fredelig landliv, hvor menneske og natur sameksisterer i stilhed. De dynamiske penselstræk giver skyerne en fornemmelse af bevægelse, mens den teksturerede påføring af farve giver liv til de taktile egenskaber af løvet, hvilket vækker en følelse af nostalgi. Dette værk viser ikke kun Rousseaus tekniske dygtighed og hans forståelse for naturlig skønhed, men fanger også essensen af et flygtigt øjeblik i tiden, der for evigt er immateret på lærredet.