Scenen udfolder sig foran os – en strøm af varme gule toner, afbrudt af de kolde blå og grønne farver fra floden og kvindernes beklædning. Kvinderne, der er bøjet over deres opgaver, gengives med en følelse af robust enkelhed. Deres former er solide, deres ansigter for det meste skjulte; vi er inviteret til at betragte selve arbejdet, arbejdets fælles rytme. Penselstrøgene er dristige, næsten ru, hvilket skaber en følelse af bevægelse og tekstur, der bringer scenen til live. Det er et vindue ind i en tid og et sted, hvor hverdagen var et tapet af ydmyge aktiviteter.

Kunstnerens tilgang til farver er fængslende; der er en bevidst brug af kontrasterende nuancer. Kunstneren bruger dristige strøg til at skabe figurerne og landskabet. Det er som om kunstneren ikke bare fanger en scene, men selve essensen af den landlige oplevelse. Legen med lys og skygge er minimal, men effektiv, hvilket gennemsyrer scenen med en følelse af tidløshed, som om disse kvinder har arbejdet her i århundreder, og vil fortsætte med at gøre det, med samme stille værdighed, længe efter at vi er borte.