Værket sprudler af farve og fokuserer på en pragtfuld vase fyldt med blomster—røde valmuer fletter sig sammen med iriser og sarte rosa blomster, mens grene af gule blomster fryd kan tilføje glæde til arrangementet. Kunstnerens teknik er tyk og udtryksfuld og skaber en taktil kvalitet, der synes at vibrere med liv. De kontrasterende farver taler til seerens følelser; de varme røde og livlige gule vækker følelser af glæde og eksuberanse og indbyder til en fejring af øjeblikket. I baggrunden dukker figurer op i tågede toner, hvilket antyder en forbindelse til den blomstrende udstilling, der strækker sig ud over æstetikken—måske et nik til de menneskelige erfaringer, som blomster ofte symboliserer: kærlighed, nostalgi og skønhed i livets flygtige øjeblikke.

Kompositionen er mesterligt orkestreret, med vasen let skæv sidst op for midten, hvilket tiltrækker øjet til den overdådige buket, mens baggrunden er rustik og uklar og tilbyder kontekst uden at overskygge fokuspunktet. Farveinteraktionen er bemærkelsesværdig; koldere nuancer balancerer den varme palet, hvilket skaber en livlig harmoni, der holder blikket dansende hen over lærredet. Denne blanding af ekspressionisme og impressionisme afspejler den kunstneriske ånd i efterkrigstiden, frigiver penslen og fejrer naturens skønhed i en verden, der genvinder sig. Cuno Amiets værk resonans følelsesmæssigt, ikke blot som en simpel repræsentation af blomster, men som en besjælet påmindelse om livets egen modstandskraft.