I dette livlige portræt bærer den unge dreng en iøjnefaldende blå hat, der ser ud til næsten at fange lyset og afspejler Vincent van Goghs enestående dygtighed i farve og tekstur. Hans udtryk er kontemplativt; sorgen i hans ceruleanske øjne fortæller en historie om et liv, der er levet for hurtigt. De virvler af livlige gule toner i baggrunden skaber en næsten eterisk atmosfære, der skaber blikket fra beskueren mod de blødere nuancer af drengens ansigt, hvor varme orange og grønne nuancer flettes smukt sammen. Kontrasten mellem de varme hudfarver og de kolde farver på hans tøj intensiverer følelsen og fremkalder en dyb følelse af empati.

Van Goghs teknik er karakteristisk; han bruger brede, udtryksfulde penselstræk, som tilfører værket en dynamisk energi. Dette kunstværk genlyder med en glimt af håb midt i den kontemplative stemning, som om det antyder, at selv i øjeblikke af stille refleksion, indeholder livet skønhed. Skabt i 1888 under hans tid i Arles, afspejler dette portræt ikke kun Van Goghs personlige kampe og hans forbindelser til verden omkring ham, men markerer også et skift mod en mere personlig og følelsesladet stil, hvilket viser kunstnerens voksende mestring af psykologisk dybde.