Værket er et landskab, der har en uhyggelig skønhed, som transporterer beskueren til en stille, men lidt underlig verden. De høje, slanke træer står som vagter mod baggrunden af en stormfuld himmel; deres mørke silhuetter kontrasterer skarpt med de lysere, dansende skyer ovenfor; scenen stråler af skumringsstemning, hvor skyggerne leger hen over vandets overflade. Hvis man stopper længe nok, kan man næsten forestille sig de hviskende historier fra skoven, der bæres af de bløde bølger. Kontrasten mellem de mørke træer og det glitrende vand fanger både lys og skygge og tilføjer en dybde til kompositionen, der tiltrækker blikket.

Desuden er farvepaletten rig, men dæmpet - som en akvarelavask - en blanding af dybe blå, røgfyldte grå og nuancer af skumringen, der skaber en drømmende atmosfære. De dæmpede toner fremkalder en dyb følelse af melankoli og samtidig en fredfyldthed; de indbyder til refleksion, når man betragter det rolige vand, der spejler dramatiske scener ovenfor. Den historiske kontekst kan heller ikke overses - malet i 1883 i en periode, hvor landskaber begyndte at udtrykke følelsesmæssig dybde i stedet for kun at repræsentere, fungerer dette værk som et vidnesbyrd om den kunstneriske udvikling.