I dette fængslende stykke kan man straks føle en psykisk spænding, der dominerer kompositionen. To figurer fremstår fra en dyster baggrund, med virvlende, ekspressive penselstræk, der skaber en atmosfære af ubehag. Forgrunden er domineret af en kvinde, hvis træk er forlænget og skarpe, iført dybe blå nuancer; hun står stiv, udstråler en aura af melankoli og introspektion. Den kontrasterende figur i sort hat virker optaget af sine tanker, vendt væk fra beskueren. Denne forskel mellem de to figurer vækker en følelse af isolation, et kendetegn ved Münchs udforskning af eksistentielle temaer.

Farvepaletten er slående, der blander kolde blå og grønne med varmere toner, der pulserer under overfladen. Det er som om farverne selv engagerer sig i en stille dialog, og afslører det følelsesmæssige landskab, der skjuler sig bag den tilsyneladende banale scene. Baggrunden antyder en bro, forlængede træer og bølgende bakker, afbildet i Münchs karakteristiske dristige penselstræk, der ønsker at udtrykke mere end blot former, men snarere en følelsesmæssig resonans. Dette værk stemmer overens med temaerne separation og introspektion, der var fremtrædende i begyndelsen af det 20. århundrede, og understreger Münchs betydning i udviklingen af moderne kunst gennem hans evne til at formidle komplekse følelser med enkelhed og dybde.