Ætsningen fører os ind i et barsk, uudsmykket interiør, hvor en hård scene udspiller sig. Kvinden dominerer kompositionen, med et ansigt præget af en blanding af vrede og måske et strejf af fortvivlelse. Hun holder et lille barn, klar til at uddele straf, med en tøffel hævet i hånden; barnets ansigt, selvom det er lille, forråder et strejf af frygt, det forestående slag. Figurerne er gengivet med ru, udtryksfulde linjer, der formidler en følelse af umiddelbarhed og rå følelser. Bag dem hænger vasketøj på en tøjsnor, en banal detalje, der står i skarp kontrast til intensiteten af den centrale handling. En knust keramikkrukke på gulvet tilføjer et tragikomisk element; det er katalysatoren for dette hjemmedrama.