I dette slående kunstværk er vi vidne til en rørende scene, der indfanger krigens ødelæggelse. De to ryttere, prydet med farverigt mønstrede tøj, står på deres heste og betragter det forladte slagmark, der strækker sig foran dem. Deres udtryksfulde holdninger—den ene der løfter en arm, måske i hilsen eller fortvivlelse—fremkalder en blanding af ærefrygt og sorg; det vidtstrakte landskab er fyldt med resterne af konflikten, både i legemer og spredt udstyr. De fjerne bjerge fungerer som tavse vidner til denne tragiske tableau, deres bløde nuancer står i kontrast til de livlige farver af rytternes dragter.

Kompositionen leder dygtigt beskuerens øje fra den lyse forgrund til de mørkere rester placeret bagved; slagets brutalitet er fremstillet med en så naturlig tilgang, at den ryster sanserne. Vereshchagins teknik er mesterlig; hans penselstræk fremhæver tekstur—uanset om det er silken i tøjet eller støvet under hestenes hove. Den følelsesmæssige indvirkning er dyb; man kan ikke undgå at reflektere over den ødelæggende menneskelige pris for krig og de komplekse følelser, som dem, der konfronterer dens konsekvenser, oplever.