Værket fanger et fredeligt og majestætisk landskab, der fremhæver en dramatisk kontrast mellem de høje bjerge og den frodige vegetation. De intrikate penselstræk skildrer livligt toppene, hovederne, der er indhyllet i tåge og fremkalder en følelse af ro og isolation. Et vandfald stråler elegant ned fra de klippefyldte skråninger og understreger naturens bevægelse og lyd — et blødt suk, der ser ud til at kvitre gennem dalene. Træerne, givet i fine blæklinien, rammer scenen, og forankrer den i naturens omfavnelse.

Den monokromatiske palet, rig på nuancer af sort og grå, suppleres med subtile hvide områder, der øger den overordnede kontrast og tilføjer dybde til kompositionen. Brug af blæk viser ikke blot tekniske færdigheder, men antyder også kunstnerens dybe respekt for naturen. Når man ser dette stykke, kan man ikke undgå at føle en bølge af fred, som om man stod i selve det afbildede landskab — inhalere den friske bjergluft og føle den kolde dug fra vandfaldet. I konteksten af Kina i 1946, midt i en turbulent tid, minder sådanne landskaber seerne om den uforanderlige skønhed i naturen og den trøst, den tilbyder midt i kaos.