Scenen udfolder sig foran os som en drøm om solbeskinnede marker og træernes blide svajen. Kunstneren fanger et øjeblik af stille kontemplation; en figur står nær en åben port, en mørk hund ved sine fødder, som om han tøver mellem den indre og den ydre verden. Landskabet er levende med en vibrerende, næsten elektrisk energi. Det grønne og gule fra græsset og løvet springer frem og kontrasterer med himlens azurblå farve, der er prikket med fluffy skyer.

Penselstrøgene danser hen over lærredet og giver indtryk af bevægelse og lys - de høje, slanke træer til venstre ser ud til at strække sig mod himlen. Kompositionen er enkel, men kraftfuld: porten leder øjet ind i markens dybde, mod en fjern horisont, hvor lyset glimter. Man kan næsten mærke solens varme og høre vindens hvisken. En følelse af ro gennemsyrer; det er en verden for sig selv, et øjebliks stilhed suspenderet i tiden. Anvendelsen af farve og teknik fremkalder en følelse af både fred og mystik, en perfekt syntese af det observerede og det forestillede.