I dette bevægende vinterlandskab bliver man straks draget ind i Argenteuils sneklædte omfavnelse, hvor en bleg sol forsøger at trænge gennem den overskyede himmel; dens bløde glød skaber en rolig atmosfære. Seeren ledes ned ad en stille sti, flankeret af et rustikt hegn, der inviterer til udforskning og eftertænksomhed midt i stilheden af det snedækkede terræn. Figurer, indhyllet i varme klæder og pyntet med paraplyer, bevæger sig langs stien, hvilket antyder en blanding af livlighed i kulden—hver især tilføjer en narrativ tråd til scenens ro.

Penselstræk, der er karakteristiske for Monets impressionistiske stil, danser over lærredet; strækene er både løse og udtryksfulde, og forener farver i en delikat harmoni. De dominerende nuancer af iskulde blå og dæmpet hvid afbrydes af varme jordfarver, der fanger essensen af en sneklædt dag. Dette værk indfanger ikke kun et øjeblik, men vækker også en følelse af ro og introspektion, en stille anerkendelse af naturens skønhed selv i dens øde tilstand. Historisk set eksemplificerer dette stykke Monets udforskning af lys og atmosfære, samtidig med at det afslører de idylliske og rolige kvaliteter af det landlige liv i det 19. århundrede, hvilket afspejler en tid, hvor den impressionistiske bevægelse begyndte at flytte grænserne for kunstnerisk udtryk.