Scenen udspiller sig med en delikat balance af lys og skygge; et vidnesbyrd om kunstnerens evne til at fange tusmørkets æteriske kvalitet. Ponte Rotto, med sine buer, der yndefuldt reflekteres i det rolige vand, dominerer kompositionen, hvor dens soliditet er stillet over for de bløde, opløste kanter af de omkringliggende bygninger. Kunstnerens teknik, sandsynligvis akvarel, er tydelig i de subtile farvetoner, de dæmpede blå og okkerfarvede nuancer, der smelter sammen problemfrit for at skabe en fornemmelse af dybde og atmosfære. Brugen af lys er mesterlig; himlen, en tåget udstrækning, ser ud til blidt at omslutte scenen og kaste en blød glød over strukturerne og vandet nedenunder. Kunstnerens skarpe observation giver beskueren mulighed for at føle aftenens kølige, fugtige luft, flodens blide lyde og historiens vægt, der hænger i luften.