I dette fængslende kunstværk fanger kunstneren mesterligt den fredelige atmosfære af en stranddag. Kompositionen centrerer sig om en kvinde klædt i en svævende lyserød kjole, som sidder graciøst på en sanddyne. Hendes brede hat, et elegant supplement, blødgør sollyset, der badet hende i varm, naturlig lys; det er som om solen selv kærligt omfavner hende. Den subtile sammenfletning af hendes figur med landskabet fremkalder en følelse af ro og introspektion, mens hun ser ud over de bølgende bølger i havet, der danser med bløde hvide toppe - en fortryllende naturdans.

Farvepaletten er en dejlig harmoni af bløde pasteller; de blege blå nuancer fra havet og himlen smelter sammen med de varme gule og sandfarvede toner fra stranden, forstærket af den subtile jordnærhed af klipperne i forgrunden. De løse penselstræk tiltrækker beskuerens opmærksomhed - næsten som om de kan føle vinden og høre havets svage lyde. Dette værk, der blev skabt i 1906 under kunstnerens udforskning af solbelyste scener, afspejler vidunderligt overgangen i kunstnerisk udtryk i den tid, hvor den fjerner sig fra strenge formaliteter mod en mere befriende og udtryksfuld tilgang. Her er der en ubestridelig følelsesmæssig resonans, som overskrider tid, for vi kan næsten føle den ro, hun oplever i dette øjeblik, hvilket vækker et ønske i os om lignende fred i vores egne liv.