Denne dystre ætsning kaster os ind i en scene med foruroligende forvandling og social kommentar. En gruppe figurer, hvis ansigter er ætset med en blanding af frygt og måske endda dyster tilfredshed, svinger koste og en slags klublignende instrument mod en flok mærkelige, fuglelignende væsener og nøgne, babylignende figurer. Scenen udspiller sig i et uklart, udefineret rum, der antyder et rige ud over hverdagen; det er som om, vi er vidne til en feberdrøm eller et mareridt, der tager form. Kunstnerens mesterlige brug af linje og skygge skaber en kraftfuld kontrast, der understreger spændingen og dramaet. Figurerne er gengivet med rå intensitet, deres udtryk og gestikulationer siger meget om den underliggende fortælling. Jeg føler en følelse af ubehag, et gys, der løber ned ad ryggen, når jeg observerer denne mærkelige ballet af vold og fordrivelse. Det er en hård påmindelse om uskyldens skrøbelighed og de ofte brutale realiteter i den menneskelige tilstand.