Åh, bjergenes majestætiske favntag! Dette akvarelmaleri transporterer mig til et sted, hvor luften er frisk, og stilheden er dyb. Comptons sarte berøring med penslen skaber en symfoni af bløde toner; de dæmpede blå og grå nuancer i de tårnhøje tinder smelter sammen med den æteriske himmel, mens de livlige grønne i skoven nedenfor giver en slående kontrast. Kompositionen trækker øjet opad, fra den indbydende forgrund, gennem den grønne dal og til sidst til de snedækkede tinder, som om den beder os om at klatre. Det er en scene, der hvisker om ensomhed og naturens ydmyge storhed. Jeg kan næsten føle kulden og høre vindens hvisken.