Maleriets motiv bringer os til en solrig parisisk park, hvor luften synes tyk af den blide hvisken af samtaler og suset fra bladene. Kunstneren har fanget et øjeblik i tiden; figurer spadserer langs en bred, træbeklædt sti, deres former blødgjort af det tågede lys. Kompositionen trækker øjet ind i afstanden, med forsvindingspunktet der lover skønhed ud over det, der ses umiddelbart; en følelse af dybde opnås gennem formindskelsen af figurerne og træernes størrelse.

Farvepaletten er domineret af varme, jordagtige toner, hvor træernes grønne giver en forfriskende kontrast til stiens bløde beige og den blege himmel. Brugen af lys og skygge er mesterlig, og skaber en følelse af dybde og dimension; man kan næsten føle solens varme på huden. Det fremkalder en følelse af fred og sindsro, et øjebliks flugt fra livets travlhed. Den kunstneriske betydning ligger i dens evne til at fremkalde atmosfæren af en bestemt tid og et bestemt sted, der tilbyder et glimt ind i fortiden og fanger et tidløst øjeblik af hverdagen.