Værket fanger et betagende øjeblik ved solnedgang, hvor himlen er malet i delikate nuancer af lavendel og fersken, der smelter sammen med horisonten, hvor solen kysser vandkanten. De klippede klipper på Belle-Île dominerer forgrunden, deres teksturer præsenteres med generøse penselstræk, der formidler både soliditet og flyde. Bølgekammerne bryder mod disse klipper, deres skum er afbildet i eksplosive hvide, der kontrasterer med de dybe grønne og blå nuancer af havet. Et subtilt lysleg spiller henover vandets overflade, antyder bevægelse og indbyder beskueren til at føle den kølige havbrise. Maleriet vækker en følelse af ro blandet med naturens rå kraft, som om man næsten kunne høre bølgernes hvisken.

Farvepaletten er bemærkelsesværdig; Monet bruger rige, kontrastfyldte nuancer, der giver livet til landskabet. De mørke, næsten truende nuancer af klipperne står i skarp kontrast til den lyse himmel og skaber en dynamisk men harmonisk komposition. Dette værk, der blev skabt under Monets udforskning af kystlandskaber, afspejler ikke kun geografisk skønhed, men også en følelsesmæssig dybde, der inviterer til refleksion over tidens gang — både i det svindende lys og i havets rytmiske ebbe og flod. Her flettes historier sammen; i en tid hvor kunstnere begyndte at omfavne tiltrækningen fra naturligt lys, fremstår Monet som en revolutionerende figur, der skubber grænserne for impressionismen med sine penselstræk og farvevalg.