I dette udtryksfulde værk udfolder et stort ørkenlandskab sig under en melankolsk himmel, der svæver i dæmpede nuancer af okker og grå. En ung dreng står i forgrunden, iført en enkel dragt, som udstråler ro midt i ødelæggelsen. Hans højre hånd holder i et snor, der er fastgjort til en af de to elegante greyhounds, der går ved hans side. Disse elegante væsner, en dybt kastanjemørk og den anden klart hvid, udstråler en elegance, der tiltrækker blikket. Deres holdning antyder beredskab, som om de venter på et signal for at sprøjte hen over det tørre landskab. I baggrunden står de imponerende sanddyner svagt sammenflydende i sandfarvede nuancer, hvilket tilfører atmosfærisk dybde, og antyder ørkenens uendelighed. Sollyset fanger konturerne og skaber en guddommelig glød, der kontrasterer med skyggerne, der står tilbage ved foden af bakkerne.

Kompositionen taler mange sprog; det er mere end bare en fremstilling af en dreng og hans hunde. Den intrikate blanding af farver skaber en næsten surrealistisk atmosfære, som dykker publikum ind i dette rolige, men barske miljø. Drengens kontemplative stillinger indbyder til introspektion — hvad er hans drømme, hans ambitioner? Grå og bløde brune nuancer hvisker historier om migration; ørkenen er ikke bare baggrund, men en karakter i sig selv. Dette værk resonerer med den følelsesmæssige vægt af ensomhed, hvilket vækker en forbindelse til naturens rå skønhed og den harmoni, der findes i stilhed. Den historiske kontekst fra 1800-tallet, hvor sådanne landskaber blev romantiseret, tilføjer betydningen, hvilket får os til at overveje vores forhold til naturen og enkelheden i selskab. I sin essens er dette stykke ikke blot en enklere repræsentation, men en oprigtig invitation til at stoppe op og reflektere, lade blikket vandre og fantasien flyve.