I dette udtryksfulde værk sidder en ensom skikkelse på trappen af en gammel stenmur, omkranset af et levende tæppe af natur. Kvinden, iført en lang rosa nederdel og et varmt sjal, ser tankevækkende ud i det fjerne; hendes lyse røde bonnet står i skarp kontrast til hendes bløde teint. Sollyset siver gennem bladene over hende, hvilket kaster pletvise skygger, der giver en følelse af ro og stilhed i scenen. Kompositionen er afbalanceret men dynamisk, med den grove tekstur af muren, der står i kontrast til de bløde kurver i græsset i forgrunden, hvilket skaber en visuel dialog mellem naturen og den menneskelige figur.

Farvepaletten er rig, men subtil; bløde grønne nuancer dominerer landskabet, som harmonerer smukt med de jordnære toner i hendes påklædning. Der er en følelsesmæssig dybde i hendes udtryk – som antyder eftertænksomhed eller længsel. Dette stykke står som en stærk repræsentation af Millais' evne til at flette menneskelig følelser med naturen, afledt af den præ-raffaelitiske etik, der fremhæver en dyb forbindelse mellem individer og deres omgivelser. Historisk set afspejler dette værk en overgang i kunsten under den victorianske æra, som fanger de nuancer af følelsesmæssig udtryk gennem realisme og naturalistiske detaljer, der dybt resonerer med seerens sanser.