I denne fortryllende scene befinder vi os ved havets kant, hvor de bløde bølger danser til en rytme så gammel som tiden selv. Tre figurer, en blanding af børn og voksne, er travlt optaget ved kysten. Den unge pige, der er lidt adskilt fra gruppen, fanger vores opmærksomhed; hendes skrøbelige figur læner sig let fremad, mens hun kigger ned i en flettet kurv, der sandsynligvis er fyldt med skatte fra havet. Hendes lyse tøj står smukt i kontrast til scenens jordfarver, og giver et præg af uskyld og nysgerrighed. Imens deltager de voksne i det gamle fiskeritual, der legemliggør en harmoni mellem menneskeligt arbejde og naturens overflod.

Kompositionen strømmer yndefuldt; båden, som er bundet og dækket med livlige røde net, hviler roligt ved siden af den skinnende strand. Hvert element er en symfoni af farver, fra de dybe blå og stille grønne nuancer i vandet til de hvide bobler, der kranser bølgerne. Sorollas penselstræk afslører en mesterlig håndtering af lys, som oplyser figurerne og kaster bløde skygger på sandet. Dette værk er ikke blot en skildring af fiskerne i arbejde; det vækker de enkle glæder i livet, lyden af bølger og de delede øjeblikke af menneskelig glæde mod baggrunden af naturens rigdom.