Omsluttet af en verden af dæmpede farver og fængslende udtryk præsenterer værket en slående vision af arbejdere, der navigerer gennem det klare hvide sne. Figurerne står fremtrædende og vækker en følelse af fællesskabets modstandskraft; deres vejrbidte ansigtstræk, præget af tidens gang og arbejde, fanger beskuerens blik. Hver mand ser ud til at ånde med en næsten håndgribelig livskraft—musklerne spændte og klar til opgaven. Farvepaletten, der domineres af kolde blå og dæmpede jordtoner, skaber en kold atmosfære, der resonerer med vinterlandskabet, hvilket øger den følelsesmæssige vægt af deres arbejde. Det er som om essensen af sneens hårdhed også trænger ind i deres indre.

Kompositionen er organiseret, men dynamisk, med figurerne i forgrunden anbragt på en måde, der inviterer beskueren ind i scenen. Brug af dristige, udtryksfulde penselstræk formidler spænding og bevægelse—som om sneen svæver omkring dem. Denne skildring af arbejde overskrider blot aktiviteten; den fanger essensen af kamp, broderskab og menneskelig modstandskraft mod naturens barske elementer. Dette værk afspejler ikke blot Munchs dygtighed i form og farve, men fungerer også som en stærk kommentar til sociale roller og den menneskelige tilstand i begyndelsen af det 20. århundrede—en periode præget af hurtige ændringer og industriel udvikling. Hver penselstræk hvisker historier om modstand og delt menneskelig erfaring, og opfordrer beskueren til at reflektere over deres egen forbindelse til arbejde, kamp og den skønhed, der findes i disse udfordringer.