I dette fredelige maleri er en ung kvinde fanget i et øjeblikk af ro, dybt optaget af sin læsning i en frodig lysning. De livlige grønne nuancer i løvet vækker en følelse af fred, der trækker beskueren ind i dette skjulte paradis. Den sollys som filtreres gennem træerne skaber en blød og legende tekstur, som smukt kontrasterer med de dybe skygger fra de omgivende skove; det føles næsten som om naturen selv deltager i dette øjeblik af ensomhed. Omkring hende formidler de varme toner og penselstræk varmen fra eftermiddagssolen, og svøber hende i en trøstende omfavnelse.

Afspejlingen af figuren står blødt i kontrast til naturens vildhed; hun sidder komfortabelt, og hendes rosa kjole synes at smelte sammen med blomsterne rundt om hende. Detaljerne er lidt løse og impressionistiske, og fanger et livsøjeblik i stedet for stiv realisme. Dette værk afspejler ikke kun Renoirs geni i brugen af farver, men spejler også idealerne for impressionismen, der fejrer det lette, fritiden og skønheden i hverdagens øjeblikke midt i naturens storslåethed. Denne oplevelse er både intim og udvidet og giver en midlertidig flugt til en verden, hvor man kan føle tidens og fredens hvisken.