I dette slående værk bliver beskueren straks draget til de flydende konturer af skulpturen, der står foran en livlig azurblå baggrund. De bløde, runde former af torsoen er gengivet med Van Goghs karakteristiske tykke penselstræk, der giver figuren dybde og tekstur. Manglen på ansigtstræk understreger skulpturens rene fysik, hvilket indbyder til en intim forbindelse med dens skønhed. Man kan næsten føle kulden af marmor, som den efterligner; de bølgende skygger fremhæver den elegante silhuet.

Farvepaletten spiller en afgørende rolle i den overordnede indvirkning af værket. Van Gogh vælger en beroligende blå, der fungerer som en slående kontrast til de hvide nuancer af skulpturen og fremkalder følelser af ro og eftertænksomhed. Dette forstærker ikke kun torsoens tredimensionelle karakter, men fremkalder også en følelsesmæssig reaktion; beskueren kan føle en slags blid længsel eller nostalgi. I den historiske kontekst af slutningen af det 19. århundrede, da klassiske former var dybt respekteret, men blev udfordret af modernitet, står dette værk som et vidnesbyrd om Van Goghs udforskning af traditionel skønhed gennem et markant nyt perspektiv.