Lerretet præsenterer et bevægende syn på en have, gennemsyret af naturens ro, men også ekkoet fra en undertrykt melankoli. Krummede, bladløse træer dominerer forgrunden; deres vridne grene strækker sig udad, næsten som om de ønsker sig noget i midten af denne stille udstrækning. Silhuetten af en figur i en sort kappe svæver langs en sti og vækker en følelse af ensomhed, der genlyder dybt i betragterens sjæl. Rundt figuren er der en omhyggeligt arrangeret opsætning af blomsterbede og græsplæner, som skaber en harmoni mellem mennesket og naturen, der føles både intim og udstrakt.

Når det kommer til kunstneriske teknikker forstærker Van Goghs valg af dæmpede toner og markante kontraster den følelsesmæssige påvirkning af stykket. Den blege baggrund bliver brudt af de mørkere nuancer af træerne og figuren, hvilket trækker blikket mod fokuspunktet. Denne omhyggeligt konstruerede komposition inviterer betragteren til at dykke ind i scenen, hvilket fremkalder en sanselig oplevelse, hvor man næsten kan høre hvisken fra grenene i en let brise. Historisk set blev dette værk skabt i en periode, hvor Van Gogh søgte en mening gennem sin kunst, hvilket tilføjer et ekstra lag af betydning til den samlede oplevelse.