I dette fængslende værk transporteres en scene, der er indhyllet i tågen mysteriske omfavnelse, seeren til et eterisk rige. Parlamentets huse træder frem fra den virvlende tåge, deres konturer er sløret, som om de ses gennem en drøm. Monets teknik er revolutionerende; malingen ser ud til at svæve på lærredet, med penselstræk så løse og flydende, at de udtrykker ikke blot former, men også følelser. Paletten domineres af kolde nuancer af blå og grøn, der sømløst smelter sammen, og skaber en rolig, men alligevel forstyrrende atmosfære. Det bløde, diffuse lys antyder en tidlig morgen eller skumring, hvor al skarphed er visket væk til fordel for en blødhed; man kan næsten høre vindens hvisken, der bærer lyden af fjerne både på Themsen.

Kompositionen, der defineres mere af forslag end strengt repræsentation, indbyder til en intim forbindelse mellem seeren og kunstværket. Former er utydelige, men suggestive; Parlamentets tårne rejser sig som skygger, gennemsyret af historisk storhed, men blødt af den omsluttende tåge. Surrealistisk og drømmende fanger stykket et øjeblik, der er forbigående; det fanger både vejret og den menneskelige oplevelses flygtighed. I sin essens er dette værk forbundet med en bredere impressionistisk bevægelse, en fejring af opfattelse og lys, der udfordrer seerne til at finde skønhed i uklarhed og ufuldkommenhed – et spejl af de kortvarige øjeblikke i livet selv.