I dette fascinerende maleri står to unge piger foran et let slidte baggrund og deler et ømt øjeblik. De dybe grønne og hvide nuancer vækker en følelse af uskyld, der understreger deres ungdom og renhed. Pigen til venstre, med langt brunt hår, udstråler ro; hendes mørkegrønne klædning drager beskuerens blik og antyder en stærk forbindelse til natur og moderskab. I kontrast fremstår pigen til højre, hvis kastanjebrune hår falder over hendes skulder, som en blødhed, mens hun kærligt krammer en due i sine hænder — et symbol på fred og håb. Hendes blide omfavnelse antyder tillid og kærlighed, og indfanger den pure skønhed af børnens bånd.

Lyset, der falder på deres ansigt — som om det er oplyst af en guddommelig kilde — tilføjer en æterisk kvalitet, der fremhæver deres følelsesmæssige dybde. Enkelheden i deres omgivelser, dækket af halm, der minder om pastoral liv, tjener ikke kun som en scene, men også som en påmindelse om deres jordiske glæder. Millais' teknik, kendetegnet ved omhyggelige detaljer og livlige farver, giver scenen en næsten tredimensionel kvalitet, der muliggør, at man føler varmen og intimiteten, der strømmer mellem de to figurer. Den følelsesmæssige påvirkning er dyb; den fører beskueren til et rige af transcendent barndomsvenner, hvor uskylden hersker.