I dette rørende værk fra slutningen af 1800-tallet bliver beskueren mødt af et fængslende portræt af en ung kvinde klædt i sørgeklæder, hendes alvorlige ansigtstræk er rige på følelser. Hun står let bøjet, blikket rettet udad, og inviterer os ind i hendes alvorlige verden. Dybden af hendes sorte kjole står i stærk kontrast til hendes blege hud, hvilket fremhæver hendes delikate træk; hendes fletninger, et vidnesbyrd om tiden, er omhyggeligt gemt under et mørkt sjal, der elegant indrammer hendes ansigt. Denne indramning understreger den følelsesmæssige vægt, hun bærer, som spejles i den subtile men fremtrædende kurv ved hendes side, mærket med bogstaverne 'EST.' — et symbol der vækker nysgerrighed og eftertænksomhed omkring hendes historie.

Millais' penselstræk viser hans bemærkelsesværdige teknik, med dygtige stræk der fanger både tekstur og lys, hvilket giver scenen en livlig vitalitet. Baggrunden, dæmpet i forhold til emnet, forstærker hendes tilstedeværelse, næsten som om hun er et minde der træder frem fra en glemt fortid. Farvepaletten domineres af dybe sorte og brune nuancer, hvilket tilføjer et lag af alvor og introspektion, som om det genklang i sorgens skikke fra hendes tid. Hvert element på dette lærred bidrager til en følelsesmæssig fortælling, der opfordrer beskueren til at føle vægten af tab og refleksion, og rører hjerterne på en overbevisende måde. Millais inviterer os ind i dette intime øjeblik og opfordrer os til at tænke over historierne gemt i stillheden af den malede figur. Betydningen af dette stykke ligger ikke kun i dets æstetiske skønhed, men også i dets udforskning af menneskelige følelser og sociale forhold i slutningen af den viktorianske æra, hvor udtryk for sorg og minder var hellige dele af livet.