I denne bevægende komposition vækkes tre allegoriske figurer til live med en ekstraordinær livskraft. Den centrale kvindelige figur, klædt i en skinnende hvid kjole, der synes at fange hvert lysglimt, står selvsikkert med udstrakte arme—hendes blik er roligt, men myndigt. Ved siden af hende står en robust, bevinget ældre mand, halvnakken, der holder et timeglas og en stav, som legemliggør tidens ubønhørlige forløb; hans vinger er bredt udspærrede, som om han beskytter eller vejleder. Den tredje figur, en ung kvinde siddende foran, er fokuseret på omhyggeligt at skrive i en åben bog på hendes knæ—en rolig inkarnation af historien, der nedskriver begivenheder, mens de udfolder sig.

Kunstnerens mesterlige brug af bløde og sammenflettede penselstrøg skaber en drømmende atmosfære; kontrasten mellem de klare hvide kjoler og vinger mod den mørke baggrund inviterer betragteren ind i et tidløst rum, hvor begreber transcenderer dødelige grænser. Den afdæmpede farvepalet, prydet med varme okkerfarver og kolde gråtoner, fremhæver scenens højtidelige værdighed og æteriske kvalitet. Følelsesmæssigt fremkalder maleriet ærefrygt for sandheden og tidens gang og vækker en stille meditation over historiens og videns varighed. Det er et stærkt vidnesbyrd om oplysningstidens idealer, der viser, hvordan sandhed, tid og historie er sammenvævede kræfter, der former menneskelig forståelse.