Maleriets rå enkelhed og følelsesmæssige dybde fanger straks. Figurerne, gengivet i dæmpede grønne og jordfarver, ser ud til at dukke op fra en drøm, deres former er noget affladede og stiliserede. Den centrale komposition præsenterer en gribende scene: en figur, afbilledet med en næsten æterisk kvalitet, understøttes af andre sørgende figurer. Deres ansigter, uden specifikke træk, formidler en kollektiv sorg, der overskrider individuelle identiteter.

Landskabet i baggrunden, med dets bølgende bakker og den store himmel, er gengivet med brede, udtryksfulde penselstrøg. Kunstneren bruger en begrænset palet, primært med variationer af grønt og okkerfarver. Dette skaber en følelse af både ro og ødslighed. Maleriets følelsesmæssige kraft ligger i dets evne til at fremkalde følelser af medfølelse og ærefrygt. Det er som at være vidne til et urgammelt ritual, der udspiller sig på et fjernt, tidløst sted.