I det bløde skumringslys sidder en ung forældreløs pige på en stille kirkegård, hendes skikkelse fanget med slående realisme og følelsesmæssig dybde. Hendes blik, intenst rettet mod højre, antyder en blanding af nysgerrighed, frygt eller længsel, mens det let uordentlige mørke hår og rødmen på kinderne tilføjer en levende varme til den ellers dystre scene. Kunstnerens mesterlige penselføring i gengivelsen af det sarte stof i hendes skulder-bare hvide bluse står i kontrast til de afdæmpede jordfarver i hendes sjal og nederdel og giver en taktil kvalitet, der indbyder til nærmere opmærksomhed på tekstur og form.

Baggrunden med lave gravsten og mørke træer i det fjerne flyder sømløst sammen med en overskyet, blødt blå himmel og forstærker subtilt en stemning af ensomhed og eftertanke. Kompositionen leder beskuerens blik fra det udtryksfulde ansigt ud mod det stille, melankolske landskab og blander effektivt menneskelig sårbarhed med tabets barske realitet. Den afdæmpede farvepalette og den detaljerede naturalisme fremkalder en bevægende fortælling, der genklanger med temaer som isolation og modstandskraft og afspejler den tidlige romantiks interesse for følelser og individuel erfaring.