Maleriets motiv er en polynesiske kvinde, der sidder og holder et barn på skødet. Ved siden af hende står et andet barn og holder en legetøj. Figurerne er gengivet med Gauguins karakteristiske forenklede former og dristige, mættede farver, især de dybe blå og grønne farver i kvindens kjole og baggrunden. Belysningen er blød og giver scenen en blid, næsten æterisk følelse. Det er som om, jeg er vidne til et stille øjeblik af hjemmeliv, et ømt blik ind i en kultur, der er meget forskellig fra min egen.

Kvindens udtryk er roligt, næsten stoisk, mens børnenes ansigter er mere livlige, hvilket antyder nysgerrighed og måske et strejf af ængstelse. Kompositionen er velafbalanceret, figurerne er arrangeret på en måde, der trækker øjet hen over lærredet. Gauguins brug af farver er slående; de kontrasterende nuancer af figurerne mod den dæmpede baggrund skaber en følelse af dybde og vægt. Maleriet er et stærkt eksempel på Gauguins fascination af folket og kulturen i Stillehavet, som formidler en følelse af eksotisme, men også en følelse af menneskelig forbindelse.