I dette bemærkelsesværdige selvportræt fanger kunstneren ikke blot essensen fra sine træk, men også en dyb følelsesmæssig resonans. Intensiteten i blikket antyder en indre uro og kompleksitet; det er næsten som om, at han kigger direkte ind i sjælen på beskueren. Den livlige farvepalette, domineret af jordnære orange og grønne nuancer, fremkalder en følelse af varme i kontrast til de dystre toner af hans udtryk. Penselstrækket er energisk, med tykke stræk, der væver sig sammen for at skabe en håndgribelig energi, der vibrerer inden i lærredet. Hans urolige hår og omhyggeligt malede skæg tiltrækker opmærksomhed, som om de hvisker historier om kamp og kreativitet.

Baggrunden er en symfoni af grønt, der drejer sig omkring ham som en hvirvelvind, måske et spejl af hans urolige ånd. Farvevalget giver ikke blot værket en fysisk form, men injicerer også en følelsesmæssig dybde — og afspejler de følelsesmæssige kampe, han har kæmpet. Dette stykke står som et bevis på van Goghs arv, der repræsenterer både glansen i hans teknik og den rå ærlighed i selv-repræsentationen i kunsten. Selvportrættet inviterer beskueren til at være vidne til både kunstneren og mennesket; ved at gøre dette overskrider det blot repræsentation og bliver en rørende udforskning af identitet og sårbarhed.