Scenen udspiller sig med en slående enkelhed, næsten drømmende. En følelse af eksotisme gennemsyrer luften, da figurerne er afbildet på en måde, der føles både nutidig og tidløs. Jeg er tiltrukket af den måde, kunstneren bruger farven på, især den måde, den fanger lyset, eller måske manglen på det; en dyb, mystisk blå dominerer baggrunden, hvor figurerne står frem med deres jordfarvede hud. En fortælling ser ud til at udspille sig subtilt, da samspillet mellem personerne antyder et øjeblik med forbindelse eller måske refleksion. Kompositionen er, selvom den ser enkel ud, nøje overvejet; hver figur, hver gestus, bidrager til den overordnede følelse af fred og selvbesindelse. Der er en vis stilhed over det, en fornemmelse af, at tiden er stået stille, et øjeblik fanget for evigt.