Denne gribende scene skildrer en ung thrakisk pige, der ømt bærer den afskårne hoved af Orfeus, hvilende på hans lyre. Kompositionen er intim, men fyldt med mytisk tragedie, hvor pigens blide udtryk kontrasterer med den livløse ro i Orfeus' hoved. Den rige, jordnære farvepalet domineres af dybe grønne, røde og brune toner, der smelter sammen med den klippefyldte, dystre baggrund, som antyder et vildt og urskovsagtigt landskab. Den detaljerede gengivelse af tekstiler og teksturer inviterer til taktil påskønnelse, mens det bløde, diffuse lys giver scenen en næsten drømmende, melankolsk aura.

Den vertikale og tæt fokuserede komposition understreger den følelsesmæssige forbindelse mellem figurerne. Baggrundens tågede og dæmpede kvalitet står i kontrast til det detaljerede forgrund, hvilket forstærker følelsen af dybde og tidløshed. Historisk set henter værket inspiration fra klassisk mytologi og fremkalder den tragiske skæbne for Orfeus, hvis musik kunne fortrylle selv de døde. Den følelsesmæssige effekt er dyb; man kan næsten høre den stille klagesang, der bæres med vinden, og føle vægten af tab og hengivenhed. Dette mesterværk legemliggør en romantisk fascination for myte, følelse og kunstens ophøjede kraft.