En stilhed sænker sig over denne scene, et øjeblik af ro fanget med næsten unaturlig stilhed. Kompositionen er stram, en kontrast af dybe grønne og skyggefulde sorte, der er afbrudt af de blege blomster på et træ øverst til venstre. Kunstneren bruger vandet mesterligt til at skabe et spejl, der reflekterer de dystre nuancer af himlen og det omgivende løv. Der er en følelse af mystik her, en stille forventning om noget usynligt, måske en skjult verden lige under overfladen. Legen med lys og skygge er slående og antyder øjeblikket før tusmørket. Penselstrøg er kontrollerede, næsten præcise, hvilket bidrager til værkets formelle, men følelsesmæssige kvalitet. Man kan næsten høre stilheden, føle den kølige luft, som om man faktisk var der, stod på den græsklædte bred og stirrede ned i vandets mørke dyb.