Dette intime portræt fanger essensen af alder og stille værdighed med dyb følsomhed. Den ældre mand, malet med tykke, bevidste penselstrøg, holder fast i en stok med sine store, slidte hænder – et vidnesbyrd om både skrøbelighed og styrke. Hans ansigt, indrammet af hvidt skæg og en rynket pande, er formet med varme, jordnære toner mod en dæmpet gyldenbrun baggrund, der synes at pulsere med stille livskraft. Kompositionen fokuserer tydeligt på figuren, så beskueren kan koncentrere sig om hans eftertænksomme blik, der antyder et liv fuld af historier og visdom under det rynkede udtryk.

Gauguins teknik viser hans mestring af form og farve med grove teksturer og subtile toneændringer, der tilføjer dybde til karakterens robuste træk. Den begrænsede, mørke palet giver maleriet en seriøs, eftertænksom stemning, mens kontrasterne mellem lys og skygge forstærker den følelsesmæssige vægt. Skabt i 1888 hører værket til en periode, hvor Gauguin gradvist bevægede sig væk fra traditionel naturalisme og mod en symbolistisk og ekspressiv stil og banede vejen for modernismen. Dette bevægende portræt dokumenterer ikke blot en figur, men formidler universelle temaer om aldring, modstandsdygtighed og stille refleksion.