Maleri trækker beskueren ind i et roligt, men gådefuldt landskab, hvor dybe blå nuancer dominerer scenen. Bjergene hæver sig i bløde bølger mod en overskyet himmel, deres former blødgøres af lag af delikat penselarbejde; de synes næsten at trække vejret. Jorden i forgrunden er fremstillet i varmere toner, en rørende kontrast, der skaber en bemærkelsesværdig balance og øger den samlede harmoni. Rige brune og jordfarver væves ind under det blå og antyder efterårslanskaber, mens de spredte, næsten abstrakte former antyder en verden, der både er velkendt og drømmende.

Når jeg står foran dette værk, bliver jeg omfavnet af en håndgribelig ro; de udfordrende toppe, beklædt i skygger af skyer, kalder på mig fra det fjerne. Den subtile, men strukturerede komposition indbyder øjet til fritt at vandre gennem landskabet, idet den indånder den fred, der gennemsyrer luften. Nicholas Roerichs geni ligger i hans evne til at transportere os; følelsen, der knytter sig til land og himmel, klinger dybt og genspejler den åndelige forbindelse til naturen, som han værdsatte så højt i urolige tider. Dette kunstværk, et vindue til et mystisk rige, fremkalder en længsel efter udforskning og en forbindelse til det sublime.