Scenen udspiller sig under sløret af en dyb, fløjlsagtig nat; en parisisk plads badet i det æteriske skær fra gaslamper. Den storslåede bygning af Operaen, hvis facade er en symfoni af arkitektoniske detaljer, dominerer kompositionen. Kunstneren bruger mesterligt en blød, næsten tåget teknik; penselstrøgene smelter sammen og skaber en atmosfære af mystik og romantik. De kølige nuancer af blåt og grønt fremkalder aftenens kulde, mens de varme, indbydende ravfarvede toner fra gadelamperne giver en trøstende kontrast.

Kompositionen er omhyggeligt afbalanceret, med den centrale bygning som et anker. Figurerne af mennesker, gengivet som antydninger snarere end detaljerede portrætter, er spredt ud over pladsen og understreger energien i den travle by om natten. Hestevogne og tidlige biler tilføjer en følelse af historisk kontekst og transporterer beskueren tilbage i tiden. Maleriet fanger et specifikt øjeblik, en følelse af tidløshed, og inviterer til kontemplation af skønheden og livets forbigående natur.