Scenen udfolder sig med en rolig storhed, der skildrer et tusmørkespektakel over vandet. Et strålende bånd af flammende orange krydser horisonten, hvor solen er sunket under kanten; over er dystre skyer malet i nuancer af dyb indigo og dæmpet grå, der afspejler det aftagende lys. Vandet nedenunder afspejler himlen, dets overflade er en rolig udstrækning af kølige blå og subtile grønne, der tilbyder en rolig modvægt til den livlige øvre del.

Til venstre fungerer et træ som en naturlig ramme, dets silhuet er en mørk tilstedeværelse mod det blege lys, og på undersiden fører en blid græsbevokset skråning med et rustikt hegn beskuerens blik. Kompositionen er enkel, men dybt effektiv, med horisontens og vandets horisontale linjer, der skaber en følelse af ro. Maleriet fremkalder en følelse af stille kontemplation, et øjeblik suspenderet mellem dag og nat, hvor naturens storhed afsløres i sin mest fuldendte og rolige form.