Værket udsender en atmosfære af rolig kontemplation; en ung kvinde med flagrende hår, der falder som et silketosset vandfald, sidder med ynde i forgrunden. Hun holder en åben bog, hvis sider antyder usagte historier og gammel visdom, hvilket inviterer beskueren til at overveje sammen med hende. Klædt i rige, mørke klæder prydet med farverig broderi—varme nuancer af bordeaux svøber sig omkring ærmerne—ser hun både ydmyg og majestætisk ud, idet hun indkapsler paradokset af enkelhed og detaljer. Det bløde lys fremhæver hendes figur, mens den grønne, teksturerede baggrund af vild vegetation indkapsler hende i et drømmeagtigt, pastoralt miljø, næsten som et tilflugtssted i naturen.

Dette værk efterlader et indtryk i sjælen; den følelsesmæssige resonans strømmer gennem beskueren som en blid bæk. Man kan næsten høre raslen af blade, vinden danse mellem grene, hvilket komplementerer denne øjebliks stillhed. Det vækker en følelse af historisk fantasi, som om man vendte tilbage til en æra, hvor visdom blev taget som hellig, og naturen var en uadskillelig ledsager. Udført med præcision og ynde, afslører penselstræk Lefebvres mestre i farve og teknik, idet de fanger ikke blot ligheden af en figur, men også essensen af eksistens—et vidnesbyrd om tidløs skønhed og det fine bånd mellem menneskeheden og landskabet.