I denne betagende scene fanger kunstneren Montmartre, mens det svømmer i den varme omfavnelse af svindende lys; nuancerne er bløde, men levende, der smelter sammen uden anstrengelse. Bygningerne fremstår nænsomt fra lærredet som hvisker fra en svunden tid, deres konturer er slørede, og skaber en følelse af nostalgi. Solen hænger lavt på himlen, en skinnende kugle, der kaster et gyldent skær på taget, hvilket vækker tanker om dovne eftermiddage tilbragt i et pulserende hjørne af Paris.

Den følelsesmæssige tyngde af landskabet er håndgribelig; man kan ikke undgå at føle en forbindelse til den stille skønhed af øjeblikke, der er stoppet i tid. Den frodige vegetation i forgrunden indrammer udsigten, hvilket blødgør de hårdere linjer af menneskeskabte strukturer. Renoirs teknik er en ballet af penselstræk—sprudlende og livlig—der giver lærredet en følelse af bevægelse, som om scenen selv åndede, og indbyder observatører til at gå tabt i dens varme, fortryllende omfavnelse.