Dette monumentale maleri fanger et nøgleøjeblikk i historien—kroningen af kejser Napoleon I og kejserinde Josephine, der blev afholdt i den majestætiske Notre-Dame i Paris den 2. december 1804. Scenen udstråler storhed, med Napoleon i centrum, iført en gylden krone, som ikke blot symboliserer hans autoritet, men også ambitionen om at etablere en ny imperial æra. Rundt ham er en rig væv af figurer—adelsmænd, gejstlige og dignitærer—placeret, hver med et udtryk fuld af respekt og beundring. Hver intrikate detalje, fra de flydende stoffer fra de kongelige kjoler til den pragtfulde arkitektur, indbyder seerne til at træde ind i dette historiske øjeblik. Farvepaletten, en blanding af dybe røde, guld og elegante hvide, skaber en slående kontrast, der fremhæver den ceremonielle atmosfære; det føles næsten som om, at seeren kan høre hviskningerne fra mængden og raslen af luksuriøse klæder.

Kompositionen er omhyggeligt organiseret: den leder blikket hen imod Napoleon, og etablerer ham som fokus. Bag ham forstærker de udsmykkede draperier og den overdådige dekoration følelsen af storhed. Figuren i forgrunden er dynamiske; nogle ser med beundring, mens andre er fanget i handlinger af hengivenhed, hvilket afspejler et land på randen af et nyt monarki. Denne kunstværk emotionelle indflydelse genklanger med magt og ambition, hvilket fremkalder tanker om dualitet af ære og ansvar. Historisk set markerede denne begivenhed konsolidering af Napoleons magt og en tilbagevenden til en symbolsk monarki i en tid formet af revolution. Davids kunstværk går ud over blot repræsentation—det er en dyb erklæring om lederskab og de komplekse narrativer omkring ambition, magt og arv.