Maleriets tager os med til et levende, solbeskinnet landskab, gengivet i Gauguins signatur post-impressionistiske stil. Scenen udfolder sig med et dristigt, fladt perspektiv, hvor forgrunden er domineret af et stiliseret, indviklet designet hegn, der antyder en eksotisk, næsten rituel atmosfære. Hegnet skaber en barriere, måske en symbolsk grænse, mellem beskueren og det mystiske rige hinsides.

Farvepaletten er intens, med varme gule og orange farver, der dominerer det centrale rum, hvilket antyder et gyldent, næsten helligt lys. Over scenen tårner et majestætisk bjerg sig op, hvis form er afbilledet med rige lilla og brune toner, der antyder mystik. En statue af en guddom står på skråningen og understreger yderligere de religiøse og kulturelle referencer. Baggrunden overgår til køligere blåt, der skildrer himlen. Den overordnede komposition udstråler en følelse af ro, farvet af en subtil understrøm af uro, der afspejler kunstnerens fascination af det polynesiske folks åndelige liv og deres forbindelse til jorden.