Maleren indbyder beskueren til at træde ind i en drømmende verden, hvor facaden af Rouen-katedralen er indhyllet i nuancer af rød, lyserød og lilla. Monet's penselstræk omdanner den arkitektoniske storhed til et flydende farvetæppe; som om selve stenene i katedralen er levende, pulsende med en vibrerende energi. Man kan næsten høre genklangen af klokker i det fjerne, der klinger i luften, mens lyset danser på overfladen, og skaber skygger, der hvisker historier fra århundreder.

I dette mesterværk opnår kompositionen en harmonisk balance mellem abstraktion og repræsentation. De fine detaljer i katedralens træk blødes op, og giver plads til en impressionistisk vision, der fanger den følelsesmæssige essens frem for et præcist likeness. Hver penselstreg formidler både bevægelse og stilhed, hvilket vækker en følelse af forundring og respekt. Dette værk er ikke bare en gengivelse af et arkitektonisk sted; det er et dybt udtryk for en kunstners opfattelse af skønhed, der respondere til den historiske betydning af katedralen og samtidig inviterer beskuerne til at dyppe sig i dens flygtige glans.