Kunstværket præsenterer en dyb allegorisk fortælling, hvor figurerne legemliggør den ubarmhjertige fremgang af tid. Hovedfigurerne er fremstillet med overdrevent fysiske træk; Tid symboliseres af en gammel mand med en skovl, et stærkt symbol på dødelighed. Hans holdning udstråler autoritet, men indikerer også uundgåelighed. Omkring ham udfolder forskellige scener sig – unge festende, der er opslugt af festlighederne, står i skarp kontrast til eftertænksom tænken over de forløbne år. Den kaotiske amalgamation af objekter, der ligger spredt i forgrunden - hvert som et vidnesbyrd om menneskelig stræben - tiltrækker opmærksomheden på livets og ambitionernes flygtige natur. Landskabet, en harmonisk blanding af by- og naturlige elementer, fremkalder en følelse af ro, der afbrydes af Tidens tilstedeværelse.

Værket er fyldt med følelsesmæssig kompleksitet; der eksisterer en iboende spænding mellem glæde og sorg, fejring og fortvivlelse. Farvepaletten, primært bestående af dæmpede toner, der afbrydes af livlige højdepunkter, skaber en atmosfære af nostalgi, der tilskynder seerne til at reflektere over sin egen dødelighed og de flygtige glæder ved eksistensen. Indlejret i denne livlige scene er symboler på rigdom, magt og kreativitet; dog er det overordnede tema klart—uanset præstationer er Tid den endelige hersker. Dette stykke fungerer ikke kun som en historisk kommentar til de sociale værdier i sin tid, men resonerer også med universelle sandheder, hvilket gør det til en tidløs udforskning af menneskelig erfaring.